Om beregning af levetider


Vurderingsmetoden
Til vurderinger af levetiderne er udviklet en systematik, der strukturerer vurderingerne ved hjælp af en række skemaer. Vurderinger er foretaget af et vurderingspanel, med udgangspunkt i panelets egne erfaringer og fælles konsensus.

Referencelevetid og ISO-faktormetoden
Alle vurderinger og beregninger tager udgangspunkt i en referencelevetid for den konkrete bygningsdel, som altid er den længst mulige. For alle valgsituationer er det herefter vurderet om og i hvilken grad, den konkrete levetidsvurdering påvirkes.
Metoden anvender en række faktorer, som reducerer (<1,00) eller fastholder (1,00) referencelevetiden. Det er således væsentligt at være opmærksom på faktorer under 1,0 og vurdere, om der er mulighed for at træffe alternative valg.

Metoden tager udgangspunkt i ISO-faktor metoden, som er beskrevet i den internationale standard ISO 15686.

Bygningsdeles levetid - usikkerhed
Levetiden (hovedintervallet) vises med en usikkerhed. Usikkerheden er et udtryk for, at levetiden ikke falder ens ud, selvom forudsætningerne tilsyneladende er de samme. Kendte materialer og konstruktioner kan vurderes mere præcist end nyere mindre kendte løsninger.

I figuren herunder er vist et eksempel på levetidsfordelinger optegnet vha. Weibullfordelingen med en middelværdi for levetiden på hhv. 25 og 50 år samt en variationskoefficient på hhv. 20, 30 og 40 pct.

Definitionsgrafik

Figuren viser, hvordan den vurderede levetid forholder sig til det procentvise antal af intakte bygningsdele – s-kurven. Herved angives, at den vurderede levetid er et udtryk for, at en vis procentdel sandsynligvis vil have de angivne levetider.

I visningen af levetiden, hovedintervallet er usikkerheden som udgangspunkt fastlagt til 30 %.



www.levetider.dk